Ægtefæller kan som udgangspunkt indgå aftaler med hinanden.
Ved ægteskabets indgåelse får ægtefællerne efter dansk ret automatisk formuefællesskab. Ægtefællerne har mulighed for at indgå aftale om særeje. Det kræver, at ægtefællerne opretter en ægtepagt.
Derudover kan ægtefællerne med de begrænsninger, som ægteskabsloven medfører, indgå retshandler med hinanden om ejendele, som nogen af dem råder over, og pådrage sig forpligtelser over for hinanden. Ægtefællerne kan f.eks. købe hinandens ting eller pantsætte dem til hinanden og indgå leje- og arbejdsaftaler.
Aftaler om ”mahr” fortolkes ifølge retspraksis som en gave, der kræver oprettelse af ægtepagt for at have gyldighed, medmindre der er tale om en sædvanlig gave, der ikke står i misforhold til giverens kår.
Manden og hustruen stammede begge fra Pakistan. De blev gift i 1988 i et islamisk kulturcenter i Danmark. Det fremgik af ægteskabskontrakten, at manden skulle betale 25.000 kr. i ”dowry”. Ved separationen i 2001 påstod hustruen manden dømt til at betale beløbet. Det blev lagt til grund, at der var tale om en pakistansk ”mahr”, som manden skulle give hustruen i anledning af ægteskabet, og som senest forfaldt ved skilsmissen. Østre Landsret fandt, at denne ydelse efter dansk ret måtte betragtes som en gave, til hvis gyldighed der kræves ægtepagt, medmindre der er tale om en sædvanlig gave, der ikke stod i misforhold til giverens kår. Gaven blev erklæret ugyldig.
